Kære familie
I år vil jeg opfordre til at I får en snak omkring aftensmaden, eller under fire øjne om det som vi har haft som tema til undervisningen. Jeres konfirmand har en seddel med hjem som handler om ”Go´samtale” og der er fire spørgsmål på og et emne.
I dag har vi talt om KIRKE og gudstjenesten, fordi jeg gerne vil opfordre mine konfirmander til at være med i det praktiske et par søndage om året, hvor jeg har gudstjenesten. Vi starter den 18. september hvor vores hold er på sammen. Dette for at give de unge mennesker en bedre forståelse og mulighed for at være aktive omkring gudstjenesten.
Spørgsmålene er:
Fortæl om engang, du var i kirke. Hvad gjorde indtryk?
Er der noget du godt kan lide ved kirken?
Hvad ville være anderledes i Danmark, hvis ikke kirken og kristendommen var her?
Husk vi har forældremøde og opstartsgudstjeneste 18. september kl. 10
Gode hilsner, Lillian
Kære konfirmand og familie
Du er indskrevet til konfirmation Stor Bededag d.5. maj kl. 12.00 Jeg glæder mig til at undervise jeres konfirmand. Al kommunikation mellem konfirmand/hjem foregår til mig. Jeg vil sørge for, at det bliver en god og tryg oplevelse at gå til konfirmandundervisning i Skt. Jørgens kirke. Vi starter med en konfirmandgudstjeneste d. 18. september kl. 10.00 i Skt. Jørgens Kirke. Det er obligatorisk for alle konfirmander i kirken. Der er mødepligt og familien skal deltage, da vi efter gudstjenesten går ind i vores undervisningslokale og hilser på hinanden. Her får I mere at vide om undervisningen og hvordan det hele vil forløbe. Selve undervisningen starter op TIRSDAG 6. september kl. 14.-15.15. Det er vigtigt at I gør jer umage for at komme til tiden, da vi starter præcis kl. 14.00 med en andagt i kirkerummet, hvor alle konfirmander er samlet. Vi er tre undervisere, og vi har et tæt parløb og laver flere ting sammen, så som udflugt, film, gudstjenester og andagter. Men vi har hver især den primære tætte kontakt til vores eget hold. Derfor er det også VIGTIGT at komme d. 18. september for at se hvem der er ens underviser. Jeg glæder mig til at lære dig/jer at kende.
De bedste hilsner Lillian